Høring/Høring over forslag til lov om ændring af lov om ophavsret (Indførelse af en præstationsbeskyttelse og beskyttelse mod digitalt genererede efterligninger mv.)








Høring over forslag til lov om ændring af lov om ophavsret (Indførelse af en præstationsbeskyttelse og beskyttelse mod digitalt genererede efterligninger mv.) opslået https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/70269
Høringsfristen er den 21. august 2025.
Wikimedia Danmarks høringssvar
[redigér]Høringssvar fra Wikimedia Danmark
Vedr. forslag til lov om ændring af lov om ophavsret (Indførelse af en præstationsbeskyttelse og beskyttelse mod digitalt genererede efterligninger mv.)
Om Wikimedia Danmark
Wikimedia Danmark er en støtteforening for online-encyklopædien Wikipedia, den åbne database Wikidata, mediearkivet Wikimedia Commons (som rummer billederne, der bruges i de forskellige Wikipedia-udgaver) samt en række andre projekter (samlet betegnet "Wikimedia-projekter"). Alt indhold publiceres under åbne licenser.
Generel bemærkning
Wikimedia Danmark arbejder for at fremme åben adgang til viden og for at gøre ressourcer tilgængelige for almenheden. Vi finder, at lovforslaget i sin nuværende form vil indskrænke mulighederne for at dele materiale.
Specifikke bemærkninger
AI-genererede mediefiler på Wikimedia Commons
Wikimedia Commons indeholder AI-genererede billeder og videoer, herunder virkelighedsnære efterligninger af kendte personer. Disse mediefiler kan være
- kunstneriske værker (fx Joseph Ayerles værker der fiktivt viser Elon Musk og Jeff Bezo i 1995)
- satire, magtkritik eller parodi (fx "Trumps anholdelse")
- "neutrale" billeder
De anvendes i mange tilfælde som illustrationer i artikler med informativt formål omkring AI, fx om "Deepfake", "Kunstig intelligens", "Generativ kunstig intelligens" eller den kendte test "Will Smith Eating Spaghetti". Billederne er typisk kategoriseret som AI-genererede, og Wikimedia-fællesskabet udøver aktiv selvjustits med at fjerne indhold, der vurderes uegnet.
Wikimedia Commons mediefiler kan anvendes ud over Wikimedia-projekter og bliver for eksempel benyttet i nyhedsartikler over hele verdenen. Personer der oploader mediefiler til Wikimedia Commons har kun i ganske lidt grad mulighed for at begrænse til hvilket formål en mediefil benyttes. Det vil være uheldigt hvis der er specielle regler der gør at mediefilerne ikke kan benyttes i andre sammenhænge.
Manglende undtagelser i § 73 a, stk. 2
Vi noterer, at bestemmelsen undtager bl.a. "karikatur, satire, parodi, pastiche, magtkritik, samfundskritik o.l.". Vi foreslår, at undtagelserne udvides til også at omfatte:
- efterligninger med overvejende kunstnerisk formål,
- efterligninger med overvejende informativt, oplysende eller dokumenterende formål.
Disse undtagelser er nødvendige for at beskytte projekter, der formidler viden og kunst, og for at undgå utilsigtet kriminalisering af legitimt indhold. Eventuelt kunne der tilføjes:
- efterligninger anvendt i undervisning, forskning, journalistik og vidensprojekter som Wikipedia og Wikimedia Commons.
En sådan undtagelse vil sikre, at AI-genereret materiale fortsat kan anvendes til at dokumentere, analysere og diskutere teknologien og dens samfundsmæssige konsekvenser i en offentlig debat.
Uklarhed om § 65 a og kombinerede værker
Det er uklart, om § 65 a vil forbyde at kombinere to eller flere kunstneres præstationer i et nyt værk, hvis der ikke er en reel risiko for forveksling.
Uklarhed om opload-filtre
Mediearkivet Wikimedia Commons er baseret på brugerfællesskabets frivillige selvjustits af indkomne filer med begrænset central eller automatiseret indholdsfiltrering. Hvis introduktionen af § 73 a, stk. 2 og § 65 a indirekte medfører at der stilles krav om strikse og effektive opload-filtre kan det få ganske alvorlige konsekvenser for Wikimedia Commons, fordi implementering vil kræve betydelige resurser og være meget svær indenfor den filosofi og det uafhængige Open Source it-system som Wikimedia-projekterne er bygget på.
Indsendelse
[redigér]Ovenstående tekst blev indsendt per email til adresse fra høringsbrevet omkring klokken 22:00 den 21. august 2025 af Finn Årup Nielsen som formand.
Links
[redigér]Wikimedia